Socialt fodboldarrangement i FC Lejre med over 60 spillere
Lørdag d. 18. juni mødte over 60 spillere fra FC Lejre U-13-14-15 - piger og drenge – op til et anderledes fodboldstævne på idrætsanlægget i Osted. Spillerne var på forhånd blevet inddelt på 6 hold – her som 6 EM-nationer med piger og drenge på hvert hold. I et par timer blev der spillet turnering med indlagte kage- og frugtpauser og til sidst var der varme pølser fra grillen. Stævnet var også for spillernes forældre og søskende og samlet set var over 100 mennesker mødt op til en hyggelig sommerafslutning med tid til at lære hinanden lidt bedre at kende på tværs af årgangene, møde trænerstaben og ikke mindst at overvære en sjov turnering, hvor de almindelige regler var tilsidesat. Undervejs var der lidt quiz for børn og voksne – fx var det ikke alle, der vidste hvor høj Cristiano Ronaldo er, mens de fleste kunne svare rigtigt på, at det er farverne grøn, sort og hvid, der indgår i FC Lejres logo. Der var høj stemning hele eftermiddagen og opbakning til flere lignende arrangementer. Målet er at holde fast i det gode sammenhold i klubben på holdene og på tværs af klasser, årgange og køn, så der lang tid endnu er masser af fodboldaktivitet i Lejre.
Sine Jung Gormsen, social koordinator i FC Lejre